Region Sjællands regionsråd har godkendt renovering af svømmehallen
fredag den 22. august 2025

Svømmehallen er en af Danmarks ældste og blev senest renoveret i 2010. Desværre blev arbejdet dengang ikke udført i en kvalitet, der kan holde til kravene for svømmehaller. Konsekvensen har været store udfordringer: fliser i bassinerne løsner sig, og varmtvandsbassinet har været lukket siden 2019. Nu er også hovedbassinet ramt.
Svømmehallens beetydning for Synscneter Refsnæs, målgruppe/borgere
At Regionsrådet har valgt at investere i en renovering betyder, at vi kan bevare et tilbud, der er helt centralt for børn, unge og voksne med synsnedsættelse og ofte flere funktionsnedsættelser.
For vores borgere er svømmehallen meget mere end et sted at træne. Den er et specialiseret lærings- og aktivitetsmiljø, indrettet til at kompensere for synsnedsættelse og skabe de bedste rammer for fysisk udvikling, motorik, indlæring og social inklusion. Her foregår både vandtilvænning, fysioterapi, observation og udredning – altid med udgangspunkt i den enkelte borgers behov.
Svømmehallens betydning for Synscenter Refsnæs’ tilbud
For mange kommuner har netop svømmehallens særlige indretning og betydning været afgørende, når de har visiteret borgere til Synscenter Refsnæs’ taksttilbud. Uden en løsning på de tekniske udfordringer ville vi derfor stå i risiko for at måtte lukke en vigtig del af vores tilbud.
Derfor er beslutningen om renovering både glædelig og helt nødvendig. En investering, der sikrer kontinuitet, kvalitet og ikke mindst lige muligheder for nogle af de borgere, der har allermest brug for det.
Svømmehallen forventes at lukke ned i januar 2026, og hvis tidsplanen holder, kan vi slå dørene op til en nyrenoveret svømmehal i slutningen af 2026.
Centerledelsen ved Synscenter Refsnæs