HTML småbørn
SYNSCENTER REFSNÆS
Kurser for blinde og svagsynede småbørn og deres forældre
For blinde og svagsynede børn og unge i Danmark
Synscenter Refsnæs - trykkeriet
Synscenter Refsnæs
En landsdækkende institution for blinde og svagsynede børn og unge. Centeret består af en skole, et botilbud og en rådgivningsenhed, der varetager materialeproduktion og tilbyder rådgivning, vejledning og kurser til synshandicappede børn, deres forældre og det personale (primært pædagoger og lærere), der arbejder med børnene til daglig.
For at kunne modtage tilbud fra Synscenter Refsnæs skal barnet være tilmeldt synsregistret.
Yderligere oplysninger: www.synref.dk
Førstegangskurser
Målgruppe
Kurserne henvender sig til forældre, hvis synshandicappede barn lige er tilmeldt synsregisteret. Barnet deltager i kurset.
Formål
Formålet med kurserne er at give forældrene kendskab til synshandicaps betydning for børns udvikling, inspirere til udviklingsfremmende samvær med barnet samt møde andre forældre til børn med synshandicap.
Kursusindhold
Undervisningen er tilrettelagt som en vekselvirkning mellem teori og praksis, hvor forældrene har mulighed for at udveksle erfaringer og inspirere hinanden. Undervisningen indeholder emner, der giver specialviden om hvordan man bedst støtter barnets udvikling ved at kompensere for det begrænsede eller manglende syn. Der undervises blandt andet i følgende emner: syn og synsnedsættelser, sprog/kommunikation, ADL (praktiske færdigheder), brug af sanser, motorisk udvikling samt sociale rettigheder i forhold til at have et synshandicappet barn. Derudover deltager forældrene i gruppesamtale med psykolog samt møder forældre til et ældre synshandicappet barn.
Personale
Kurserne varetages af et team med specialviden om synshandicap. Pædagogisk uddannede synskonsulenter, ADL- og mobilityinstruktører, talepædagoger, ergo/fysioterapeuter og psykolog. Alle med specialviden om synshandicap.
Observationskurser for synshandicappede småbørn
Målgruppe
Kurserne henvender sig til blinde og svagsynede småbørn i alderen 1-6 år og deres forældre. Forældrene modtager undervisning, mens børnene observeres i kursusafdelingens legestue. Kurserne er opdelt i forhold til børnenes alder og synshandicap.
Der kan maksimalt deltage seks børn i hvert kursus.
Formål
Formålet med kurset er at foretage en grundig observation af barnets psykiske, sociale og motoriske udvikling med henblik på at give forslag til hvordan, der kan kompenseres for barnets synshandicap samt give ideer til, hvordan barnet bedst stimuleres i hverdagen. Undervisningen af forældrene sigter på at give viden om synshandicaps indflydelse på børns udvikling samt redskaber til at fremme en positiv udvikling hos det enkelte barn.
Kursusindhold
Barnet observeres i kursusafdelingens legestue. Syn, sprog, motorik og generel udvikling observeres gennem leg og samvær. Når barnet kan medvirke til det foretages en mere formel synsafprøvning. Derudover foretages en motorisk undersøgelse ved ergo/fysioterapeut. Forældrene modtager undervisning i ADL (praktiske færdigheder), sprog/kommunikation, leg, motorisk udvikling og mobility. Forældre til blinde børn undervises i brug af sanser, taktil stimulation og før-punkt, mens forældre til svagsynede børn undervises i syn og synsstimulering. Derudover deltager forældrene i gruppesamtale med psykolog.
Kurserne afsluttes med en individuel samtale, hvor observationsteamet formidler sine observationer til forældrene samt giver forslag til det videre arbejde med barnet. Barnets synskonsulent, støttepædagog og andre fagpersoner kan deltage i samtalen.
Efter kursets afslutning udarbejdes en rapport om det enkelte barn. Rapporten sendes, efter aftale med forældrene, til relevante personer det lokale system, f. eks synskonsulent, sagsbehandler, børnehave.
Personale
Observationerne af børnene og forældrenes undervisning varetages af et observationsteam bestående af pædagogisk uddannede synskonsulenter, talepædagog, ADL- og mobilityinstruktører, ergo/fysioterapeuter og psykolog. Alle med speciale i synshandicappede småbørn.
RÅDGIVNING
Kystvejen 112 C, 4400 Kalundborg
Telefon 59570100, Fax. 59570101, www.synref.dk






Kystvejen 112
