HTML Kysten
KYSTEN
En ungdomsuddannelse for blinde og
svagsynede unge i alderen 15 til 20 år
Synscenter Refsnæs tilbyder et treårigt modultilbud for unge i alderen 15-20 år, der har behov for synskompenserende undervisning og socialpædagogisk bistand - unge som ikke umiddelbart kan gå i gang med en anden ungdomsuddannelse.
Modultilbudene er opbygget som to dele. Den første toårige del er et kombineret skole- og botilbud. Den anden del - etårigt tilbud - er et efterværnsmodul, som tilbydes til unge, der er færdige med det toårige grundmodul. Begge moduler udbydes af Synscenter Refsnæs.
Synscenter Refsnæs er den landsdækkende institution for blinde og svagsynede børn og unge. Centeret består af en skole, et botilbud og en rådgivningsenhed, der varetager materialeproduktion og tilbyder rådgivning, vejledning og kurser til synshandicappede børn, deres forældre og det personale (primært pædagoger og lærere), der arbejder med børn og unge til daglig.
For at kunne modtage tilbud fra Synscenter Refsnæs skal den unge være tilmeldt Synsregisteret.
KYSTEN - En ungdomsuddannelse for blinde og
svagsynede unge i alderen 15 til 20 år
Ved overgangen til voksenlivet åbenbarer der sig en række nye eksistensproblemer, som de unge skal lære at mestre, før de kan magte at blive selvbærende for deres liv. Det drejer sig om en række problemer, knyttet til de praktiske problemer tilværelsen byder, såsom madlavning, rengøring, tøjvask, styring af egen økonomi osv. Hertil kommer en række områder, der er mere relaterende til at finde ud af samfundslivet, samt etablering af sociale kontakter og det forhold i almindelighed at skabe indhold i tilværelsen. Ved siden af dette stiller det moderne samfund store krav om faglighed. Er man som ung f.eks. ikke i stand til at læse, regne og skrive, vil man gennem hele sit voksenliv opleve store problemer og kan have svært ved at være borger i det moderne kommunikationssamfund - der stilles således store krav til sociale og faglige kompetencer.
Det er vores erfaring, at mange blinde eller svagsynede unge har svært ved at påbegynde en ungdomsuddannelse eller blive integreret på arbejdsmarkedet. Det er også vores erfaring, at de samme unge har ønske om uddannelse og arbejde.
Hvad kan KYSTEN tilbyde?
Synscenter Refsnæs tilbyder et toårigt modultilbud for unge i alderen 15-20 år, som har behov for synskompenserende undervisning og socialpædagogisk bistand. Modulet består af to dele, der kan kombineres eller vælges individuelt.
Modul A: Den første del er et kombineret skole- og botilbud, hvor den unge bor på afdelingen KYSTEN. Modulet er beregnet til at forløbe over to år.
Modul B: Den anden del er et efterværnsmodul som tilbydes til unge, der er færdige med det toårige grundmodul.
Den unge bor på afdeling KYSTEN, men går ikke i den interne skole, da den unge er i gang med en ungdomsuddannelse, et længerevarende praktikforløb eller et regulært job.
Værdigrundlag
Mennesket har mange muligheder for at udvikle sig selv, sine evner og sit forhold til andre.
Vi ønsker at fremme den enkeltes selvværd og støtte den unges sunde udvikling både personligt, fysisk, socialt, og fagligt, således at de unge kan udvikle sig til hele mennesker.
Livet på det toårige modultilbud er præget af vores ønske om at give de unge glæde ved fællesskabet. Vi ønsker at udvikle den enkeltes respekt for andre og styrke den unges evne til at engagere sig i fælles aktiviteter og oplevelser samt at fremme de unges ansvarlighed. Vi vægter meget at alle trives bedst muligt.
Målgruppe
KYSTEN modtager blinde/svagsynede unge, der har specielt behov for specialpædagogisk bistand. For at kunne modtage tilbud fra Synscenter Refsnæs skal man være tilmeldt Synsregisteret samt være mellem 15-20 år.
Formål med KYSTEN
Idéen med såvel undervisning som botræning og social træning er, at kvalificere de unge til aktivt at leve med i samfundet. Vores mål er at styrke de unges selvværd og selvtillid ved at arbejde med deres potentialer således, at de får nye kompetencer.
Vi tror på, at vi ved at skabe et rum i trygge og rolige omgivelser, hvor den unge i tæt dialog med de ansatte specialister på Synscenter Refsnæs, kan få hjælp til at komme godt i gang med et aktivt voksenliv.
Botræning og social træning
Der arbejdes med at udvikle de unges kompetencer på det personlige, praktiske og sociale område. Der arbejdes med aktiviteter, der tager udgangspunkt i de unges hverdag og fremtid. På KYSTEN fokuserer vi på fællesskabet og den sociale udvikling. Der arbejdes med personlig udvikling og identitet. På KYSTEN vil den unge også modtage undervisning i livsfærdigheder. Med livsfærdigheder menes færdigheder i at kunne klare en bosituation, leve et familieliv, klare sin økonomi, fritidsaktiviteter, klare relationer til offentlige myndigheder, kunne samarbejde og konfliktløse osv. Altså drejer det sig om at lære at få sin dagligdag til at fungere tilfredsstillende. Dette er en væsentlig forudsætning for at komme videre til de mere konkrete erhvervskvalifikationer.
Botræning
Madlavning - indkøb - husregnskab - rengøring - tøjvask - orden omkring personlige ting, så som personlig hygiejne, socialt samvær, fritid, personlig økonomi og opsparing. I botræning er der tale om undervisning, hvor forskellige
ADL-færdigheder skal indlæres som en forudsætning for det videre forløb. De unge opnår de fundamentale basisfærdigheder således, at de kan klare sig i bo- og fritidssituationen.
Undervisning
Undervisningen tager udgangspunkt i den unges potentialer for at udvikle nye kompetencer, der kan anvendes i det hele liv.
Der indledes med et 12 ugers afklaringsforløb, hvorefter der i samarbejde med Ungdommens Uddannelsescenter, den lokale synskonsulent og forældrene (hvis eleven er under 18 år) udarbejdes en uddannelsesplan. Denne planjusteres mindst en gang om året.
Der udarbejdes to gange årligt individuelle elevplaner, hvor mål for undervisningen beskrives. Målene opstilles sammen med den unge samt dennes forældre. Elevplanen evalueres sammen med den unge og dennes forældre to gange årligt.
Det er muligt at gå til folkeskolens afgangsprøve på særlige vilkår således, at eleven kan benytte personlige hjælpemidler eller får tildelt mere tid.
Undervisningen er tilrettelagt som individuel undervisning og som projektorienteret undervisning. Fagene, der tilbydes, kan inddeles i fire grupper:
1. De humanistiske: Dansk, engelsk, historie, kristendomskundskab og samfundsfag.
2. De naturfaglige: Matematik, geografi og biologi.
3. De praktiske/musiske: Idræt, musik og svømning.
4. Valgfag: Mobility, vævning, IT, sløjd og hjemkundskab.
I undervisningen anvendes synskompenserende hjælpemidler i relevant sammenhæng, derfor lægges der stor vægt på, at den unge får kendskab til og brug af IT i dagligdagen.
Af synskompenserende hjælpemidler anvendes bl.a.: PC med syntetisk tale (bl.a. Jaws), scannere, Pronto, CCTV, Daisy programmer samt andre auditive medier, Zoom-text og Perkinsmaskiner.
Al undervisning varetages af lærere og konsulenter, der er specielt uddannede til at undervise unge med forskellige former for synshandicap.
Bofællesskabet
De unge indgår i et forpligtende praktisk og socialt fællesskab. Det centrale er at acceptere og respektere, at folk er forskellige. Udover de praktiske færdigheder, ønsker vi at udvide de unges horisont og hjælpe dem til at skærpe deres nysgerrighed overfor den verden, der omgiver dem.
Fritid
Lokalområdet har et godt kultur- og foreningsliv, som vi inspirerer de unge til at benytte. Her er f.eks. idrætsklub - boccia - svømning - elektronskydning - fitness - spejder - ungdomsskole - rideklub - biograf - teater - koncerter m.m. Den unge vil få hjælp til at strukturere sin fritid.
De unge er på KYSTEN hver anden weekend, ellers følger vi skolens ferier og fridage.
Lejrskole
Hvert år tager lærere pædagoger og de unge på et lejrskoleophold i Danmark eller udlandet. Lejrskolen er en del af undervisningen og er således indregnet i prisen for opholdet.
Mobility
For at de unge så hurtigt som muligt selv kan bevæge sig omkring i Kalundborg, får de undervisning af en mobilityinstruktør, så snart de begynder på KYSTEN.
Modul 2: Et efterværnstilbud på KYSTEN
Det er vores erfaring, at mange blinde eller svagsynede unge kan have svært ved at påbegynde en ungdomsuddannelse eller blive integreret på arbejdsmarkedet.
Vi tror på, at vi med vores faglighed og vores engagement kan være med til at gøre en forskel, således at den unge kan blive inkluderet på arbejdsmarkedet.
Vi stiller nogle krav
En betingelse for at den unge kan blive optaget på modulet er, at den unge med hjælp af personalet på Synscenter Refsnæs påbegynder:
1) En ungdomsuddannelse i Kalundborg eller omegn.
2) Et job eller kommer i jobtræning.
3) Et længerevarende praktikforløb.
Ved indskrivning bliver der udarbejdet en handleplan sammen med den unge. Handleplanen omfatter valg af, tilrettelæggelse af et arbejde eller uddannelsesforløb, en plan for de personlige mål, den unge vil sætte sig for opholdet, samt en plan for det videre forløb efter opholdet på KYSTEN.
Denne handleplan bliver evalueret og eventuelt justeret hvert halve år.
Dagligdagen som pædagogisk ramme
Den unge støttes i at få dagligdagen til at fungere. Dette betyder, at den unge "coaches" til at finde løsninger, når udfordringerne trænger sig på.
"Hvordan har du tænkt dig at komme hen på dit nye job? Skal jeg hjælpe sig?"
"Hvordan kan du få dine penge til at række? Skal vi sammen lave et budget?"
"Hvordan kan du lave noget spændende om aftenen? Har du tænkt at besøge/invitere..."
"Har du tænkt på, hvordan du kan lave noget sundt mad? Skal vi finde madopskrifter?"
"Hvordan har du tænkt dig at få et nyt job? Skal jeg hjælpe med dig med en jobansøgning?"
Det er ikke den unges ønske om at være aktivt deltagende i de fælles aktiviteter, der er afgørende, men om de handlinger, den unge foretager sig, der udtrykker det valg, den unge har foretaget.
Vi mener, at det er afgørende, at den unge lærer, at der skal være overensstemmelse mellem ønske og handling. Så hvis den unge siger: "jeg vil gerne blive boende på KYSTEN", men ikke ønsker at deltage i madlavning, passe sin uddannelse osv., så udtrykker denne forskel et reelt problem for den unge, der bliver eksemplarisk for uoverensstemmelsen mellem ønske og handling.
Dermed er der åbnet på for at arbejde med dette problem hos den unge, enten via konfrontation eller gennem at bearbejde sammen med den unge, hvorfor det er så vanskeligt at få enderne til at mødes og hermed åbne op for, at det er den unge, der gennem sine handlinger viser, om han eller hun rent faktisk ønsker at blive boende på KYSTEN, og det derved bliver synligt, at det er den unge, der har ansvaret for hans eller hendes valg.
På KYSTEN tror vi på, at den rette handling skaber mulighed for, at den unges konkrete ønske kan opfyldes.
Optagelse på KYSTEN
Optagelse kan ske gennem synskonsulenten eller ved henvendelse direkte til KYSTEN eller Synscenter Refsnæs.
Hvis eleven ikke har fuldført folkeskoleforløbet tilbydes undervisningen efter Folkeskoleloven, ellers efter Lov om kompenserende specialundervisning for voksne.
Bo-tilbudet tilbydes efter Lov om social service § 67, stk. 2.
Henvendelse vedrørende ophold
Afdelingsleder
Alice Petersen
Telefon: 59 57 01 78
E-mail: alicep@vestamt.dk
KYSTENs adresse
KYSTEN
Kystvejen 112 F
4400 Kalundborg
Synscenter Refsnæs, Skolen
Kystvejen 112 B
4400 Kalundborg
Telefon: 59 57 01 00
Fax: 59 57 01 01
www.synref.dk
E-mail: synref-skolen@vestamt.dk






Kystvejen 112
