Spiller børn, der er blinde computer?
Er det virkeligt muligt at spille computer, når man ikke kan se? Dette spørgsmål bliver stærkt bekræftet, da 40 børn og unge svagtseende og blinde er samlet i Oksbøl midt i uge 43 i tre dage.
Står den så kun på computerspil, chips og cola? Nej, det er meningen, at de også skal få noget fagligt med hjem til deres skoler, så de kan klare sig på lige fod med deres klassekammerater.
Lidt over 20 børn og unge blinde fra hele landet er mødt op til computercamp i Oksbøl, desuden har 17 svagtseende fra Region Syddanmark fået lov til at være med.
Målet med campen er, at de skal blive fortrolige med, at bruge de muligheder, som man har med en computer og at de kan huske det, når de kommer hjem på deres egne skoler.
Deltagerne er delt op i to hold:
Det ene hold har brug for forstørrelse og lærer at bruge programmet Zoom Text. Der bliver øvet med brugen af genvejstaster.
Endvidere får de vist hvordan og til hvad man bruger et tavlekamera, som man ud fra navnet kunne tro kun var til at se, hvad der står på tavlen, nej man kan f.eks. også måle med lineal eller aflæse på millimeterpapir.
I blinde- eller punktgruppen har de også travlt med at lære nyt. Her bruger de JAWS, som er et oplæserprogram og Pronto, som er et punktapparat.
Det, de går op i, er stort set det samme, som seende går op i. Det er f.eks. Facebook, Skype, Msn og meget mere. Blot fordi man ikke kan se, behøver det ikke begrænse ens muligheder.
På computercampen hjælper de ældre fleregangs besøgende, de yngre eller førstegangsdeltagende. De sidder sammen to og to og hjælper hinanden med at bruge Prontoen.
Det sociale:
Ud over læring er der også det sociale. Det er det en utrolig rar fornemmelse, at møde andre der deler ens egen følelser, oplevelser og problemer, som seende måske ikke helt forstår. De relationer der skabes her på computercampen holder ofte ved.
Der er selvfølgelig også plads til at spille computer, men hvis man ikke kan se skærmen, hvordan kan man så skyde på de andre? Søren Jensen og Thomas Dalgaard har lavet hjemmesiden www.coolfortheblind.dk, hvor man finde spil til blinde eller svagtseende. Spillene er simple flashspil uden billedgrafik, men med masser af lydeffekter til at korrigere efter.
Om eftermiddagen er alle i svømmehallen. Der er nogle meget lange og vilde rutsjebaner og det må siges, at der var ikke mange, som holdt sig tilbage.
Om aftenen hygges der med Pronto, Ediroll, musik, computernørderi, Guitarhero på Playstation, grin og sjov indtil de små bliver trukket i seng. Klokken var tæt på tre inden de sidste gik i seng.
Interviews:
Da et barn uden syn ikke tage fotos, synes mange det er sjovt at optage på en elektronisk optager. Her er lidt af nogle af de mange interviews, der blev optaget:
”Jeg hedder Mads og jeg er 15 år gammel. Jeg kommer fra Pindstrup på Djursland. Jeg begyndte at blive blind for ca. to år siden.
Jeg ville med på computercampen, for at møde nogle nye mennesker. På computercampen har jeg lært lidt om Prontoen. Nu kan jeg da åbne et dokument og skrive en tekst, gemme den, åbne den og skrive videre på den.”
Mathias på 11 år er blevet interviewet af en af de ældre elever og fortæller:
”Det er mit første år på computer camp.
Man lærer en masse nye mennesker at kende. Det er dejligt at være sammen med mine venner. Det er dejligt at lære ting om zoom text.
Ja det er dejligt, fordi vi hjælper hinanden, hvis der er noget vi ikke kan finde ud af.
Når jeg er tilbage på skolen, tror jeg vil komme til at bruge zoomtext mere, i hvert fald at genvejs tasterne, som jeg har lært.
Man føler et andet fællesskab med andre der har problemer med synet. Det er også dejligt bare at kunne nørde igennem sammen med andre, som kender til ens problemer.”






Kystvejen 112
