Du er her: Forside > Nyheder > Nyheder 2009 > RoboBraille indstillet...

RoboBraille indstillet til digital uddannelsespris

20. november 2009: RoboBraille er kandidat til den digitale uddannelsespris BETT Awards, sammen med den britiske samarbejdspartner The Royal National College for The Blind (RNCB).

Prisen bliver uddelt i London den 13. januar 2010, hvor RoboBraille bl.a. er oppe imod et projekt fra BCC. BETT Awards er en prisuddeling, hvor kreative og innovative digitale produkter, lavet til studerende og undervisere, dyster mod hinanden.

”RoboBraille-holdet har lige startet kampagnen ”Kom godt i gang”, hvor vi tager rundt og fortæller studerende, og lærere om hvordan de kan inddrage RoboBraille i undervisningen. Nomineringen falder derfor godt i tråd med det vi arbejder på lige nu. Det giver os kun endnu mere gejst til at komme ud og snakke med flere af landets efterskoler og erhvervsskoler, hvor læsning måske ikke lige er en selvfølge for alle”, siger Lars Ballieu Christensen, koordinator for RoboBraille.

BETT Awards er et årlig arrangement, der sætter fokus på særlige digitale produkter målrettet uddannelsessektoren. The BETT Awards afvikles i samarbejde med Emap Connect, som også organiserer verdens største udstilling indenfor teknologi til uddannelse, BETT. The BETT Awards gennemføres i samarbejde med Becta, som er en institution for informations- og kommunikationsteknologi i uddannelsessektoren under britiske regering, samt BESA, der producerer uddannelsesmaterialer.

Mere information Om BETT Awards findes på: www.bettawards.com

Mere information om RoboBraille findes på: www.robobraille.org